Pit-stop

Succes! Hatten af for sangfællesskab

Jeg er som alle andre unge. Nogle gange elsker jeg mit studie, andre gange kløjes jeg i akademikernes elitære tankegang og tørre boglighed. Føj. Men jeg har taget det på mig, jeg har lært at leve og begå mig i dette miljø, og studiet fylder nu så meget, at fremmedordene og de faglige fraser er blevet en del af mit sprog, så min familie nogle gange har svært ved at forstå mig.

Karaktererne er høje, fundamentet er bygget, og turen er kommet til at se de nye evner i aktion. Jeg har nu været på højskole i en uge ansat som studentermedhjælper, men jeg har fulgt holdene sammen med de andre elever. Og allerede nu har hele hippiemiljøet og samværet med andre mennesker haft en enorm effekt på mig. Alt det med at udvide hjerneaktivitet med kreativ tænkning, i mødet med andre og afslapning i et fremmed miljø – det skidt virker jo!

Ærligt talt havde jeg ikke set det komme. Jeg rejste ud i verden – eller rettere væk fra verden og ud på landet, så langt ud at man skal forhøje horisonten med planker – og jeg ramlede ind i et minisamfund, et lille kaotisk univers, i stedet for den konventionelle arbejdsplads, jeg forventede. Højskoletankegangen er ikke ny, og jeg vidste godt, at indlæringen og arbejdet herude ville være helt anderledes. Men jeg er ansat for at hjælpe studietrætte unge videre. Jeg er her ikke for selv at blive hjulpet, men det smitter som en anden svineinfluenza.

Mit problem er, at jeg har glemt alle andre. Jeg er først blevet klar over nu, at jeg, som mine holdkammerater, er gået i stå. De med deres studier, jeg med min personlige udvikling. Efter al for lang tid med bøger, øller og intetsigende arbejde, er værdien og skønheden i bare at være sammen med andre uden anden grund end samværet selv, forsvundet i malstrømmen af studiet og presset om snart at skulle begyndende en karriere. Jeg har tyet til drukken som afkobling, fordi man glemmer alle problemerne og bare har det sjovt sammen med vennerne, men nu siger jeg: Mal dog et billede i stedet for! I de mange timer i kunstlokalet er der tid til den fordybning, som får en til at glemme alt andet – og man slipper for hovedpinen dagen efter. Man behøver ikke drikke for at lære hinanden at kende, man lærer mindst lige så meget om hinanden ved at male følelser.

Jeg mener, at alle burde tvinges til at vågne op en gang i mellem, men skulle man være i den uheldige situation, at der ikke er nogen, som står på spring til at hjælpe en på vej, må man gøre noget selv. I højskolemiljøet bliver man i allerhøjeste grad påtvunget det givende i et tæt samvær med andre, men hvis man bare husker på at lytte en gang imellem, er man også godt på vej. Vi glemmer så tit at lytte rigtigt, rent faktisk at høre, hvad et medmenneske siger til os, men tænker i stedet på hvad vi selv kan bruge oplysningerne til, eller hvornår klaphatten dog holder kæft, så vi også kan ytre vores mening.

Lige meget om man ved, at man tvivler, om man ved, at man fuldstændig er kørt fast eller ej, så er der altid ting, der kan trænge til en ordentlig rystetur. Så selv jeg, der allerede er frisk og går til livet med oprejst pande og alt det der, har revurderet mine værdier, genskabt jordforbindelsen og fået fornyet mod til at se konflikter – og mennesker – i øjnene.

http://dkuni.dk/politik_debat/fik_du_set/

http://www.so.dk/studieliv/sl_artikler/artikel:aid=16041&redirect=%2Fstudieliv%2Fsl_artikler%2FDefault.asp%3F

http://dkuni.dk/typo3conf/ext/naw_securedl/secure.php?u=0&file=fileadmin/user_upload/downloads/set_og_sakset/frafaldsanalyse.pdf&t=1259149879&hash=3a40a5d7268870fc59de9dd333d4ca83

http://www.sdu.dk/Om_SDU/Byerne/Kolding/Ledelse_og_administration.aspx

http://www.information.dk/149209

http://politiken.dk/uddannelse/article722104.ece

http://www.sdu.dk/~/media/Files/Om_SDU/Faellesadministrationen/Ledelsessekretariatet/Bestyrelsen%20Bilagsfiler/2008Protokol/Protokol20081222.ashx